Hertil støder nu uheldigvis den Omstændighed, at Myntfundene, som anført, fra denne Tid ere i høj Grad fattige; som oftest indeholde de kun en enkelt, eller et Par Mynter. De Oplysninger, som kunne faas af større, samlede Fund, mangle i Hovedsagen ganske. Savnet af dette Hjælpemiddel bliver særlig føleligt ved Betragtning af, hvor stor Hjælp det har ydet ved Ordningen af den efterfølgende Periodes Mynter, de såakaldte "Borgerkrigsmynter", der som Regel ligeledes mangle Omskrifter. Her have de mange store og paa forskjellige Mynttyper rige Fund dannet et ypperligt Grundlag, hvorpaa ikke alene Mynternes stedlige Henførelse, men ogsaa Bestemmelsen af deres Alder har kunnet bygges.
Naar man ved Ordningen tildels mangler disse de vigtigste Hjælpemidler - Omskrifter og fyldige Fund - maa man altsaa være henvist til de Oplysninger, Mynterne ellers kunne give, og til de mange, som oftest enkeltvis fundne Mynters Forekomst, der ialfald kunne hjælpe til Slutninger med Hensyn til Prægestedet. De foreliggende Oplysninger om Mynternes Forekomst ere saa mange i Antal, at de yde en stor Hjælp for denne Side af Undersøgelsen, saaledes at Mynttypernes stedlige Henførelse, til Skaane, Sjælland og Jylland, i Hovedsagen kan betragtes som sikker. Af ikke ringe Betydning for Undersøgelsen om Prægestedet er tillige Mynternes Vægtforhold, idet de jydske Mynter, som foran omtalt, i Reglen ere ringere af Vægt end de østdanske. Indenfor Jyllands Omraade frembyde imidlertid de sønderjydske Udmyntninger endel Uklarhed, idet det kan være vanskeligt at sondre Ribes og Slesvigs Mynttyper fra hverandre i Perioden 1175-1230, da Biskopperne i de to Byer havde Part i Myntretten hver sit Sted, og de samtidige Mynter fra begge Byer altsaa have et biskoppeligt eller kirkeligt Præg.
Betydelig større Vanskeligheder møder der ved Undersøgelsen af Spørgsmaalet om den kronologiske Ordning af Mynterne. Her bliver Mangelen paa Omskrifter og paa oplysende Fund særlig følelig. Kun følgende fem Fund yde noget Bidrag af Betydning til Oplysning om Typernes Samtidighed: Aalborg (Nr. 5), Vejen (Nr. 6), Dystrup Kjær (Nr. 36), Odense (Nr. 39) og Fensmark (Nr. 49). De talrige, øvrige Fund ere uden Betydning for denne Side af Undersøgelsen, og man er saaledes i Hovedsagen henvist til, hvad Mynterne selv oplyse herom gjennem Prægenes ejendommelige Enkeltheder, Typernes Slægtskab og Arbejdets Karakter. En mindre Rolle spiller Mynternes Lødighed; denne viser sig at være ringere mod Slutningen af Perioden. Paa dette Tidspunkt har man, som sagt, stundom paany Omskrifter eller Navnebetegnelser at støtte sig til.
Blandt Enkelthederne i Fremstillingerne paa Mynterne spiller Kronen ganske naturlig en fremragende Rolle, paa Grund af de Forandringer, dens Fremstilling og sandsynligvis den selv gjennemgaar i Løbet af Periodens 100 Aar. Under Svend Grathe, Knud V og i et længere Tidsrum af Valdemar I's Regjering fremstilles Kronen ofte tilspidset ligesom paa Mynter fra Kong Niels (Svend. Nr. 2. 3 (Var.) 17, Knud V. Nr. 1, Valdemar I Nr. 1. 2. 11. 12. 55). Undtagelsesvis er Kronen paa en Mynt fra Erik Emun taget til Forbillede (Valdemar I. Nr. 7). Hyppig fremstilles den i denne Periode som en bred Ring, af noget større Vidde end Hovedets Bredde og med et tilspidset eller afrundet Overparti (Svend. Nr.14. 15. 16. Valdemar I. Nr. 9. 22. 52. 56. 57. 60) eller lige afskaaren foroven og ofte med en lille Opstander i Midten (Knud V. Nr. 2. Valdemar I. Nr. 5. 8. 54. 61. 62). Paa Brakteaterne fra de nørrejydske Byer samt paa Knuds Mynt fra Slesvig (Knud V. Nr. 5) har Kronens Ring samme Vidde som Hovedets Bredde og er som oftest forsynet med Bøjler eller buede Prydelser foroven.
Denne smalle og lige afskaarne Form, med Udeladelse af Bøjlerne, benyttes fremdeles paa Valdemar I's østdanske Udmyntninger (Vald. I. Nr. 3. 4. 10. 13-17) og paa en enkelt vestdansk (Vald. I. Nr. 20). Den beholdes senere paa flere af Knud VI's Mynter (Knud VI. Nr. 1. 2. 7. 10. 15. 19-30), ofte med et tilspidset Overparti (Knud VI. Nr. 11-14). Paa mange af de denne Konge tillagte, skaanske Mynter fremstilles Kronen med en buet Overlinie (Knud VI. Nr. 3-9).
Paa de til Valdemar II henførte skaanske Mynter har Kronen som oftest en i Midten spidst opløbende Form og ligner noget en Bispehue (Vald. II. Nr. 4-10). Kun paa hans formentlig tidligste Udmyntninger (Vald. II. Nr. 1-3) faar Kronen en ejendommelig Form ved de høje Bøjler. Paa hans Roskilde-Mynter holder derimod den buede Form sig længe (Vald. II. Nr. 17-19. 21-26), forinden den afløses af den spidse (Vald. II. Nr. 27). Denne Form bliver overvejende anvendt paa hans jydske Mynter (Vald. II. Nr. 34. 36-41. 43. 44. 46-50). Den yngste Kroneform, Liliekronen, som den kjendes fra Erik Plovpennings Mynter, træffes for første Gang paa Valdemars to sildigste Mynttyper fra Lund og Roskilde (Vald. II. Nr. 16. 30).
Ogsaa Fremstillingen af Bispehuen frembyder store Forskjelligheder gjennem de skiftende Tider og har derfor sin Betydning for den kronologiske Ordning. Paa Svends og i Almindelighed paa Knud V's og Valdemar I's Mynter fremstilles den af kløvet Form, som om den er drejet med Siden fortil (Svend Grathe. Nr. 16. Knud V. Nr. 2. Vald. I. Nr. 2-4. 10-12. 20. 55. 57). Paa Valdemar I's Roskilde-Mynter forandres Formen noget, idet Bispebuen fremstilles ligesom siddende skjævt, med et Forparti, omtrent af den senere, tilspidsede Form, og et tilsvarende Bagparti, der er synligt ved Siden (Vald. I. Nr. 13-16). Stundom har den en ejendommelig, tilspidset Form, der giver den Lighed med en Kronee (Vald. I. Nr. 8. 52). Jevnlig fremstilles Bispehuen med nedhængende Baand (Vald. I. Nr. 7. 13-15. 57).
Paa de til Knud VI henførte Mynter faar Huen den almindelig kjendte, høje og tilspidsede Form, stundom med synligt Bagparti (Knud VI Nr. 4. 5) eller med lidt Afvigelse i Udstyrelsen (Knud VI. Nr. 12. 14). Undertiden er den forsynet med nedhængende Baand (Knud VI. Nr. 3-7. 11. 14. 16). Paa Yaldemar II's Mynter har Bispehuen den samme, tilspidsede Form, udstyret paa forskjellig Maade; undtagelsesvis fremstilles den som set lidt fra Siden (Vald. II. Nr. 1. 30 og med Baand (VaId. II. Nr. 1. 30. 46). Stundom bliver den udsmykket saaledes, at den faar Lighed med den samtidige, spidse Krone (Vald. II. Nr. 4. 10. 24. 47).
Kun sjelden fremstilles Lunds Ærkebiskop med det til hans Ornat hørende Pallium, et over Skuldrene og ned foran Brystet faldende bredt Baand, prydet med smaa Kors (Knud VI. Nr. 4. 5. Vald. II. Nr. 4).
For Bestemmelsen af enkelte Udmyntningers indbyrdes Slægtskab kan stundom Myntrandens Udsmykning have Betydning. Det vil saaledes ses, at den samme fint stregede Rand findes paa de tidligste Konge-Brakteater med Svends Navn eller med Bynavn, hvor Kongen fremstilles uden Skjæg (Svend. Nr. 5. 6. 8. 10. 12). Paa dem, hvor Kongen bærer Skjæg, ses som oftest to Perlerækker istedetfor Streger (Svend. Nr. 5a. lOa. 12a. 13). Ligeledes finder man, at der paa de fleste til Slesvig under Valdemar II og tildels allerede under Knud VI henførte Udmyntninger er anbragt en fin Ring indenfor en Perlerække (Knud VI. Nr. 27-29. Vald. II. Nr. 44-49). En lignende Udsmykning findes iøvrigt ogsaa paa nogle til Valdemar II henførte sildige Riibemynter (Vald. II. Nr. 39, 40).
Som det altsaa vil ses, følge Enkelthederne i Fremstillingen langtfra nogen bestemt Udvikling. To forskjeilige Kroneformer, f. Ex. med lige eller buet Overflade, kunne jevnlig træffes paa Variationer af samme Mynttyp, og stundom kan en ældre Form gjenoptages paa en senere Udmyntning. Saaledes findes den flade Krone paa Valdemar I's og Knud VI's Mynter ogsaa benyttet paa et Par Mynter, hvis hele Karakter og Arbejde fører dem hen til Valdemar II (Nr. 15. 20). Selv om derfor det indbyrdes Slægtskab mellem Fremstillingernes Enkeltheder paa mange Maader yder en væsentlig Hjælp ved Ordningen, maa der dog stedse tages overvejende Hensyn til Arbejdets ejendommelige Karakter, der uvilkaarlig sikrest røber Tiden. Men heraf følger, at Undersøgelsens Resultater ofte maa komme til at bero paa et Skjøn, paa den personlige Bedømmelse af de Oplysninger, som Mynterne yde med Hensyn til deres Rækkeforhold. Senere Tider ville sandsynligvis paa flere, muligvis paa adskillige Punkter gjennem nye Fund naa til en anden Opfattelse af Myntrækkernes Udvikling end den i det følgende antagne.
Vi skulle nu fremføre de Grunde, som have ført til den fulgte Ordning af Mynterne og i Hovedtrækkene gjøre Rede for vor Opfattelse af dette vanskelige og indviklede Spørgsmaal. Da de til de forskjellige Myntsteder knyttede Udmyntninger paa mange Punkter have fælles Ejendommeligheder og ofte beslægtet Karakter, hvorved de danne tildels selvstændige Rækker, vil det være rigtigst at ordne denne Redegjørelse efter de enkelte Myntsteder.
De ældste skaanske Udmyntninger fra denne Periode tilhøre formentlig Tiden før Valdemars Eneregjering og ere meget beslægtede med en Mynt, der henføres til Harald Kesias Søn Oluf, som i Aarene 1140-1143, under Erik Lams Regjering, tiltog sig Magten i Skaane (50). Som Regel have disse Mynter Kong Valdemar I's Navn i Omskriften (Vald. I. Nr. 1); men paa en Variation (Knud V. Nr. 1) findes en forvirret Omskrift IKVNVN, hvormed synes at være tilsigtet Knuds Navn.
Et lignende Forhold spores ved Roskildemynterne, og det kan derfor synes antageligt, at disse to Mynter fra Lund kunne tilhøre Knuds og Valdemars Fællesregjering 1154-1157.
Vald. 2. Bærer Kongens Navn og en Reversomskrift, der efter et ubestemmeligt Navn har ARCHIEPC.
Vald. 3. 4. Fundene vise Myntstedet, den kløvede Bispehue Tiden.
Knud VI.
1. I Fund fra Skaane og Bornholm; slutter sig ved sin flade Kroneform til Valdemar I's yngste Typer; Bispehuens nye, høje Form bliver fælles for hele Gruppen.
2. I bornholmske Fund; flad Kroneform som paa Nr. 1; beslægtet Fremstilling af Sct. Laurentius findes paa Nr. 8 og 9.
3-5. Fundene vise hen til Skaane som Hjemstedet; Kronens svagt buede Form og Udførelsen knytte de tre Typer sammen. Nr. 4 og 5 fremstille Ærkebiskoppen med Pallium.
6. Slutter sig nær til Nr. 3-5.
7-9. Hovedsagelig i skaanske og bornholmske Fund; Kroneformen og Udførelsen ligner de foregaaende Typers; Fremstillingerne af Sct. Laurentius ere beslægtede med Nr. 2.
Valdemar II.
1. Bærer Kongens og Ærkebiskop Andreas Sunesøns Navne; Kronen faar en højere, buet Form. Bispehuen ligner den tidligere, men fremstilles lidt fra Siden.
2-3. Slutte sig ved Kronens Form til Nr. 1.
4-5. I Fund fra Skaane og Bornholm; Kronen faar en tilspidset Form, som bevares paa de følgende Typer Nr. 6-10. Paa Nr. 5 fremstilles Ærkebiskoppen med Pallium. Fremstillingen af Sct. Laurentius er beslægtet med en af de tidligere (Knud VI. Nr. 9).
6-8. Navnebogstaverne paa Nr. 6 og 8 betegne formentlig Ærkebiskop Peder Saxesen. Nr. 7 slutter sig til Nr. 6 ved Stedbetegnelsen L-V.
9. I bornholmsk Fund. Bogstaverne V-V betegne paa Adversen Valdemars Navn, paa Reversen VF0 ARCHIEPISCOPVS.
10. Kronens og Bispehuens Form vise den sildige Tid. Ved de paa denne Mynt ligesom paa Nr. 9 anbragte Ringe slutte de to Mynter sig formentlig til hinanden.
11. Bærer Valdemars Navnebogstaver V-V og Ærkebiskop Ufo's Navn.
12. Denne mærkelige Mynt er den ældste kjendte med Aarstal af Europas Mynter fra Middelalderen. Ved de aflange Ringe i Kronen og paa Bispehuen slutter den sig til Nr. 11, som har lignende Ringe langs med Randen. Destoværre er Aarstallet paa det eneste kjendte Exemplar ikke fuldt læseligt, idet nogle af dets sidste Tal ere bortslidte. Tidligere har man henført Mynten til Erik Plovpenning (51), under hvis Regjering Ufo var Ærkebiskop til 1252; men mod Rigtigheden heraf taler allerede bestemt Kronens ældre Form. Af Aarstallet kan læses MCCXXX...I; det tredie X er næsten helt borte, men den lille Best af en skraa Streg oplyser dette Tal. For at komme til en, saavidt mulig, sikker Klarhed over det Aarstal, Udmyntningen bærer, maa man nærmere betragte Prægets Udførelse. Man vil da se, at Myntprægeren her, som saa hyppigt ellers, har inddelt Pladsen paa Myntstemplerne med bestemt Afstand mellem Bogstaverne, forinden han har indslaaet disse i Stemplerne. Deles Adversomskriften +ANNO DOMINI ved en Linie fra Korset lige ned over Mynten, bliver der nemlig fem Bogstaver, ANNOD og OMINI, paa hver Side af Linien. Ved en tilsvarende Deling af Reversomskriften udgjøre de fem Talbogstaver MCCXX dens ene Halvdel, medens der af den anden Halvdels fem Tal kun er X...I tilbage. Da der altsaa mangler tre Tal, og da Mynten sikkert tilhører Valdemar II., kan Aarstallet kun have været MCCXXXIIII eller MCCXXXVIII; og af disse taler Sandsynligheden afgjort for Aaret 1234, fordi de efterfølgende Aars Udmyntninger, hvoraf formentlig de fire kjendes, maa have strakt sig over et længere Tidsrum end fra 1238 og til Kongens Død 1241. Der vides ikke at være indtruffet nogen Begivenhed, hverken i Valdemars eller i Ufo's Liv, der kan have givet Anledning til just at forsyne Udmyniningen i 1234 med Aarstal. Muligvis har dette Aar været et Mærkeaar i Myntmesterens Liv. I "Museum regium" (Udg. 1710) meddeles, at Mynten er blevet skjænket til den kongelige Myntsamling af en kjøbenhavnsk Borger, Peter Svane. 1699 fandtes den endnu ikke i Samlingen.
13. Bærer Valdemars og Ufo's Navne.
14. I skaansk og bornholmsk Fund. Med Valdemars Navn; slutter sig ved Arbejdet til Nr. 13.
15. Mynten henføres til Valdemar II, skjøndt Kronens Form viser hen til en tidligere Tid. At Mynten maa være saa sildig, fremgaar ikke blot af Arbejdet, men ogsaa af en stor Mængde slette, tildels barbariske Efterligninger af den, vistnok Forfalskninger, udførte paa Sjælland, der optræde saavel i skaanske som sjællandske Fund fra Tiden efter Valdemars Død.
16. I bornholmske Fund. Kronens sildige Form, med Lilier foroven, findes ogsaa paa en Roskildemynt med Biskop Niels's Navn (Vald. II. Nr.30). I sin Karakter slutter Mynten sig nærmest til Valdemars Udmyntninger.
1. I sjællandske Fund. Paa den afbildede Variation er Kongens Navn anbragt bagved Brystbilledet.
2. Slutter sig ved Arbejdet og ved Fund til Nr.1.
Knud V.
2. Forholdet synes her at være det samme som ved den til Knud henførte Mynt fra Lund, at den er udmyntet for Knud under hans og Valdemars Fællesregjering 1154-1157, idet dens Omskrift KTAVN... biaa antages at skulle indeholde Knuds Navn, medens andre Mynter af denne Typ have Valdemars Navn (Vald. II. Nr. 5). Bred Krone; fortil kløvet Bispehue.
Valdemar I.
5. I sjællandske Fund; med Valdemars Navn; bred Krone og kløvet eller spids Bispehue. Ganske lignende Knud V's formentlige Roskildemynt og sandsynligvis tilhørende deres Fællesregjering.
6. I sjællandske Fund; med Valdemars Navn; lignende grove Arbejde som paa Svend Grathes Roskildemynter.
7. I sjællandske Fund; den forvirrede Adversomskrift synes nærmest at indeholde Valdemars Navn; Kronen er af noget lignende Form som paa Mynter fra Erik Emun.
8. I sjællandske Fund; bærer Valdemars og Absalons Navne, samt dennes Titel som Biskop. Bred Krone, spids Bispehue.
9. I sjællandske Fund; bærer Valdemars Navn; bred Krone.
10. I sjællandske Fund; Myntprægets Karakter og den kløvede Bispehue vise Tiden.
11. Vistnok præget med samme Adversstempel som en Variation af Nr. 12; henføres ved Kroneformen og den kløvede Bispehue til Valdemar I. Mynten er blevet tillagt den slesvigske Biskop Esbern (52) (1154-i161), idet Reversomskriften læstes som ESPERN EPC...; men den maa sikkert betragtes som forvirret.
12. I sjællandske Fund; Adversprægets Fremstilling og Udførelsen stemmer nøje med Nr. 11; kløvet Bispehue med Baand.
13. I sjællandske Fund; Udførelsen, Prægets Karakter og den kløvede, lidt fra Siden fremstillede Bispehue med Baand forbinder Typen med de følgende.
14-16. Danne ved de langstrakte Figurer, Randenes Udsmykning med Ringe og Arbejdets Karakter en lille Gruppe. Nr.15 og 16 ere hyppigt fundne paa Sjælland. Paa Nr. 14 findes Kongens Navnebogstaver W-A; alle tre have kløvede, lidt fra Siden fremstillede Bispehuer; de to første ere forsynede med Baand.
Knud VI.
10-11. Slutte sig i flere Henseender, bl. a. ved den langs Randen anbragte Krands af Ringe, til de sidste Roskilde-Typer fra Valdemar I; men Bispehuens spidst opstaaende Form afløser nu den ældre kløvede. Nr. 10 er forekommet i flere sjællandske Fund.
12-14. Ere beslægtede med flere af de foregaaende Typer ved de langstrakte Figurer og Arbejdets Karakter; Nr.13 og 14 ere fremkomne i sjællandske Fund; ligesom paa Nr. 11 har Kronen paa Nr. 12 et tilspidset Overparti over Ringen; Variationer af Nr. 14 har den samme Kroneform som Nr. 13.
15. I sjællandske Fund; Kronen er svagt buet eller af den ældre, flade Form; Arbejdet viser den sildigere Tid; ved de noget langstrakte Figurer slutter Typen sig nærmest til de foregaaende.
16. I sjællandske Fund; Kronens Form nærmer sig paa flere Variationer den senere, tilspidsede Form; men Arbejdet og Fremstillingen af den velsignende Biskop synes at føre Typen hen til Tiden før Valdemar II.
Valdemar II.
17. I sjællandske Fund; Kongens Navn angives ved W eller V paa Adversen; Arbejdet og Enkeltheder som den buede Kroneform vise Tiden.
18. I sjællandske Fund; Navnebogstavet P betegner formentlig Biskop Peder Stinesøns Navn (1191-1214); slutter sig til Nr. 17 ved Arbejdet og Advers-Fremstillingens Karakter. Bispehuens Form er fælles for flere af de følgende Typer.
19. I sjællandske Fund; Lighedspunkter i Udførelsen forbinde Mynten med Nr. 18.
20. Kronen har den ældre, flade Form, men ved Arbejdet og Bispehuens ejendommelige Form slutter Typen sig til de nærmest foregaaende.
21. Har buet Kroneform; samme Form paa Bispedragten som Nr. 20.
22-25. I sjællandske Fund; Mynterne danne en lille Gruppe ved Ligheden i Arbejdet og Prægenes Karakter; Nr.23-25 knyttes til hverandre ved den lille Halvmaane med Stjerne, Kors eller Ring over, anbragt ved Siden af Bispefiguren.
26. I sjællandske Fund; Adversens V betegner Kongens Navn og Reversens N utvivlsomt Biskop Niels Stigsøns (1225-1249).
27. Navnebogstaverne N-I ved Bispefiguren maa ifølge Myntens Arbejde og Prægets Karakter antages at betegne Niels Stigsøns Navn; den tilspidsede Kroneform viser den sildige Udmyntning under Valdemar II.
28-29. I sjællandske Fund; Om skrifterne angive Kongens og Niels Stigsøns Navne; R i Reversomskriften paa Nr. 28 og i Midtfeltet paa Nr. 29 betegne Roskilde som Myntstedet.
30. Med Kongens og Biskop Niels' Navne, men uden Angivelse af Myntstedet; slutter sig ved Arbejdet til de to foregaaende; Kronens Form med Lilier viser den meget sildige Tid; Typen har Lighed med en Roskildemynt fra Erik Plovpenning.